Skrevet af Josefine Østerby, Co-founder & Administrerende Direktør, Baser ApS


For en lille uge siden stod jeg i GO' morgen Danmark 4 dage før termin og fortalte om min fars GO'e Idé til en parasolfod. Fredag d. 12. juli fødte jeg lille Theodor. Rimelig hurtigt fik jeg sat en auto-responder på min e-mail om barsel fra d. 12. juli til d. 26. juli - Kort tid ville de fleste nok tænke. Men det er skræmmende for en iværksætter som mig at "slukke".... lukke ned for ansvar og overgive det til et helt fantastisk team af medarbejdere.

 

 

Reelt set, så er det første gang, at jeg er væk fra kontoret i 14 sammenhængende dage de sidste 5 år. Er det sundt? Nok ikke, og det fandt Christian og jeg ud af, da vi påbegyndte vores samarbejde med ZEAL, Xenia Duffy Obel og arbejdet med Stephen Coveys 7 Gode Vaner. Det var en øjenåbner for os, at vi blev nødt til at skabe balance i vores liv. For som Mette Lykke fra Endomondo kan citeres for - så er det at starte virksomhed et maraton ikke et sprint.

 

Baser er grundlagt på en genial idé, og Christian og jeg har knoklet os selv halvt ihjel for at realisere vores drøm. Og i 2017 havde vi for alvor brug for at se arbejdet med Baser som et maraton. Af den grund var det heller ikke til diskussion at vi skulle skabe familie samtidig - for netop at tvinge os til at holde en pause ved fx. at skifte en ble.




At overgive sit andet "barn" af en virksomhed til andre er skræmmende og kræver enorm gensidig tillid. Efter en ”tung” graviditet den sidste måned med flere hjemmearbejds-dage og nu 14 dage efter jeg har født kan jeg konstatere at vores hårde arbejde med kulturen bærer frugt. En kultur som er baseret på Stephen Covey's bog om de 7 Gode Vaner.

De første tre vaner er simple og lette at overskue, men gør en verden til forskel når de udleves:


1.

Vær proaktiv

2.

Begynd med målet for øje

3.

Gør det første først


Vi arbejder hver mandag med vane 3 - "Gør det første først", hvor vi planlægger egne aktiviteter for den kommende uge og deler dem med hinanden mandag morgen. Et møde som jeg har været fanebærer på hver mandag, og til min overraskelse tog de selv initiativ til at holde mødet mandag d. 15. juli. Det er en sjældenhed, at vi går og udstikker en hel uges opgaver. Vores ansatte sammensætter selv deres uge ud fra hvilke projekter de arbejder på (holder målet for øje), og selvfølgelig kan der komme små opgaver ind fra sidelinjen, men det er der råd for! Vi planlægger helst kun 80% af vores tid hver uge, for så er der plads til uforudsete hændelser, opgaver, som tager længere tid end forventet, og lignende. Og har man nået alle sine opgaver, når kl. er 16:30 torsdag eftermiddag? Jamen så har man den fede følelse i kroppen af at være foran!

 

 

Arbejdsstrukturen og moralen her i Baser er noget vi har indarbejdet i virksomhedskulturen, tydeligvis med stor succes. At være proaktiv, arbejde med målet for øje og prioritere sine opgaver er en selvfølge for vores dygtige medarbejdere, og det gør at maskinen kører upåklageligt – også i vores fravær. Det er en fryd at opleve fra sidelinjen, og fylder mit leder- og virksomhedsejerhjerte med stolthed.


De næste tre vaner kræver lidt mere disciplin, og bygger selvfølgelig på de første tre vaner. Når de udleves i virkeligheden, så har de enorm effekt – vi mærker det selv hver dag:


4.

Tænk i win-win løsninger

5.

Søg først at forstå, derefter selv at blive forstået

6.

Effektivt samarbejde


Det giver sig selv at der er stor værdi i at tænke i win-win løsninger; vi tager det selv med os hver eneste gang vi skal indgå nogen som helst form for samarbejde. Og jeg kan se at vores medarbejdere gør det samme – både når de samarbejder internt, og når de har med eksterne samarbejdspartnere at gøre.

 

At tænkte i win-win løsninger på kontoret går hånd i hånd med at have et effektivt samarbejde. Når 1+1=3, så har du ramt en guldåre, og er heldigvis den hverdag vi kan se udfolde sig på kontoret – også når vi ikke er der. Hvad mener jeg med 1+1=3? Jeg mener at dygtige og professionelle mennesker arbejder i synergi, og skaber større værdi end den tid og energi, der lægges i arbejdet. Og det sker helt af sig selv, fordi det er blevet en del af kulturen her i virksomheden.


Den sidste vane er både den dejligste og den sværeste at udleve – og det kan både Christian og jeg skrive under på:


7.

Slib saven


Du er dit eget mest værdifulde aktiv, så pas på dig selv og plej dig selv. Det nytter ikke noget at være et dygtigt og professionelt menneske, hvis du aldrig har energien eller overskuddet til at udleve dine evner. For rigtig mange sker det kun på hjemmefronten, men vi lægger en dyd i også at gøre det på arbejdet, for vi er en familie af kollegaer og gode venner, hvor alle skal være glade for at gå på arbejde. Vi arbejder med det både i det små og i det store.

 

Kaffe fylder spiller en vigtig rolle på kontoret. Kaffen er en årsag til at tage en pause, snakke med en kollega, og forkæle sig selv midt i den travle hverdag

- derfor har vi en ægte cappuccino maskine på kontoret.

 

Af de små, næsten usynlige ting kan jeg nævne mødetider. De er nemlig flydende, her på kontoret, når blot man lægger den tid og når de projekter man skal. Det giver alle på kontoret fleksibiliteten til at opnå netop den balance mellem arbejde og fritid, som passer til den enkelte – for vi er ikke alle ens. Så hvis man har det bedst med at få noget fra hånden tidligt på dagen, så er det bare dét man gør, mens der samtidig også er plads til B-mennesket.

 

Af de større ting, så vil jeg nok nævnte tre: 1) vores fredagsbar, som medarbejderne selv står for at arrangere, 2) vores teambuilding aktiviteter, hvor vi bevæger os udenfor kontorets rammer for at lave noget nyt og spændende sammen, og 3) selvfølgelig også vores TTT-møder. ’Together Towards Tomorrow,’ hvor jeg har ordet, og fortæller hvad der er sket rundt om i organisationen siden sidste TTT-møde. Jeg tror på en ærlig og gennemsigtig virksomhedsledelse, så alle medarbejdere ved hvad der sker rundt om dem. Det er også hér vi sammen udforsker de 7 Gode Vaner, og sammen udvikler os til bedre mennesker – både professionelt og privat.


Moralen Christian og jeg har lært er, at huske at være menneske og ikke kun en arbejdsrobot – og som leder, at opfordre mine medarbejdere til at gøre det samme. Det giver mening at træde et skridt tilbage, og lige tage et kig på hvordan vi arbejder, og ikke kun hvorfor.

 

Hvis du gerne vil vide mere om Covey’s 7 Gode Vaner, så kan du finde mere om dem her: https://www.franklincovey.com/the-7-habits.html


Skrevet af Josefine Østerby Co-founder & Administrerende Direktør, Baser ApS