Sommeren er lige rundt om hjørnet, og for mange byboere er altanen en oase man søger tilflugt i. Derfor bør du gå i gang allerede nu med at gøre klar til når solen bager fra oven, og du mangler et sted at nyde skyggen. Her får du vores tips til, hvordan du får mest ud af din altan.
Der findes mange forskellige slags altaner – de kan være store eller små, smalle, firkantede, og nogle endda runde. Fælles for langt de fleste er dog, at pladsen er begrænset – derfor giver vi dig nogle tips og gode råd til at udnytte altanen mest muligt med pladsbesparende møbler, der samtidig ser smaddergodt ud.
Møbler til altanen
Du bør altid gå efter møbler, som er smalle og som kan klappes sammen og stilles til side.
En kombineret bænk/boks kan hjælpe dig med at optimere pladsen på din altan, så du samtidig kan opbevare ting uden at miste siddeplads.
Tænk i sammenhænge – hvis møblerne er smart designet, så kan de med lethed stilles tæt sammen, så du får mest muligt ud af den plads du har.